Juleafslutning 2025

Torsdag d. 11/12 er det igen tid til juleafslutning i OZ7SKB for klubmedlemmer – tag også gerne din partner med. Medbring selv tallerken, glas, bestik og drikkevarer. Så sørger vi for et par gode stykker smørrebrød. For kone eller kæreste er prisen 60,- pr. kuvert.
Betal forud på MobilPay 14010.
Medbring også en pakke til 20,- til pakkeleg og tag småkager eller konfekt med til et fælles julebord med godter.
Tilmelding til OZ9KHA senest torsdag den 4. december.
NB! Hvis du melder afbud, efter at smørrebrødet er bestilt og betalt, betaler du selv for din mad og maden til evt. ledsager.
NB! Juleafslutningen starter kl. 19.
ENIGMA RELOADED 2025
I samarbejde med Bunkermuseet i Skanderborg deltog vi lørdag den 25. oktober for fjerde gang i den internationale ENIGMA event. Med en dipol til 40 meter spændt ud mellem træerne og OZ7P, Per ved nøglen til klubbens ICOM 7300 fik vi hurtigt kontakt til de italienske arrangører.
Selv om det regnede, og der i år ikke var fri adgang, havde vi 35 besøgende, heraf flere udlændinge. Det var tydeligt, at det var Enigma maskinen, de var kommet for at se og høre mere om. Ved hjælp af en emulator viste OZ1JS, Jørgen, hvordan kodningen fungerer. Interessen var stor og spørgsmålene mange, så en vellykket dag og tak til deltagerne.



Klubaften i OZ7SKB – Foredrag om Ham Radio 2025 i Friedrichshafen
Torsdag d.23 Oktober var der klubaften i OZ7SKB, og denne gang stod den på et spændende foredrag af Søren (OZ1RE) og Jan (5P4CE), som havde været en tur til Ham Radio 2025 i Friedrichshafen – Europas største messe for radioamatører.

De to delte deres oplevelser fra turen med masser af billeder og video, og vi fik et godt indblik i både stemningen på messen og alt det spændende, de havde set og oplevet.
Hvad fortalte de om?
- Rejsen derned: Søren og Jan fortalte om turen til Friedrichshafen, med lidt sjove anekdoter og praktiske tips til transport og overnatning – noget der helt sikkert kan bruges, hvis man selv overvejer at tage af sted næste år.
- Selve messen: Vi fik en rundtur i de mange haller via billeder og video, hvor der var alt fra de nyeste radioer til hjemmebyggede antenner og sjove eksperimenter. Der var også masser af stande og internationale udstillere.
- Workshops og oplæg: Der blev også snakket om nogle af de tekniske indslag på messen, listen af foredrag og events var næsten uoverskuelig.
- Socialt samvær: Udover det faglige var der også tid til hygge, god mad og samvær med andre radioentusiaster.
Alt i alt var det en super aften i klubben, hvor vi både blev klogere og inspirerede til selv at tage af sted næste gang. Stor tak til Søren og Jan for at dele deres oplevelser.
OZ7SKB deltager igen i år…
… i det internationale projekt ENIGMA RELOADED i samarbejde med Bunkermuseet i Skanderborg. Det sker lørdag den 25. oktober fra kl. 11.00 til 16.00.
Vil du vide mere om teorien bag opbygningen af Enigmaskinen, kan du læse her på dansk.
Læs her hvordan du kan bygge din egen Enigma maskine med moderne komponenter.
ALLE er velkomne. Hvis du gerne vil give en hånd med på selve dagen, er du meget velkommen til at gøre det. Flg. er foreløbig tilmeldt: 5P4CE, OZ11KG, OZ1JS (kode instruktør), OZ2I (CW operatør), OZ8CTH (ankermand). Tilmelding til OZ8CTH. Vi starter kl. 9.30.
i år er der entre på 60 kr. Unge under 25 år gratis.

Link til Skanderborg bunkerne.
Torsdag den 2. oktober holdt Ole, OZ7OX, et spændende og tankevækkende foredrag om Grønland. Som nyuddannet tømrer rejste Ole til Grønland, og tilbragte størstedelen af sit arbejdsliv dér. Det har givet ham en imponerende indsigt i landet og dets kultur – og ikke mindst en rig samling af personlige oplevelser og historier, som han generøst delte med os denne aften.

Foredraget var både underholdende og lærerigt. Det satte gang i refleksioner over, hvor lidt vi danskere egentlig ved om livet og levevilkårene i Grønland. Ole kom også ind på aktuelle og vigtige emner, såsom forholdet mellem Grønland og Danmark, og hvordan grønlænderne historisk er blevet behandlet. Hans holdninger er klare, og det var tydeligt, at han nærer en dyb respekt for Grønland og dets folk.En stor tak til Ole for at dele sine erfaringer og perspektiver – det var en aften, der både berigede og inspirerede.
Hjertemassagekursus 18. september
Vi var otte medlemmer, der deltog i hjertemassage kurset. Kurset blev holdt af en gammel kending af klubben. OZ4AAL’s søn Michael, der er akutlæge i Skejby og med i lægebilen. Michael holdt også et tilsvarende kursus for fem år siden, men vi kunne forstå, at der var sket visse justeringer siden.
På en levende og medrivende måde, blev vi ført gennem konstatering af hjertestop, alarmering og hjerte-lunge-redning.
Jeg skulle hilse fra Michael og sige, at kommer du i en gruppe , som kunne bruge et tilsvarende kursus, så må jeg dele hans kontaktoplysninger (OZ4KAJ).
Kurset blev afholdt i regi af Hjerteforeningen. Der var afsat en halv time, men der gik vel tre kvarter med en del spørgsmål og kommentarer til sidst.


HUSK HJERTEREDDERKURSUS PÅ TORSDAG DEN 18. september.
Program for Fieldday 2025
Vi holder OZ7SKB’s fieldday på Ajstrup camping med dette program:
Lørdag 6. september 2025
8:30 Morgenmad.
9:30 Opsætning:
Søren, OZ1RE gennemgår planen for etablering.
Thomas etablerer strøm og jordforbindelser.
Stationer inkl. PSU: IC-7300. FT-710. FT-991A.
PC’er til logning og FT8.
Dipol 80 meter.
Dipol 40 meter.
Delta Loop 20 meter.
Dipol 15 meter.
Dipol 10 meter.
Afprøvning af stationer og opstilling.
13:00 Frokost.
14:00 Søren, OZ1RE giver instruktioner om logning (ikke mindst FT8) og andre procedurer omkring
testen samt diverse praktiske informationer.
15:00 Testen begynder.
19:00 Field-Day Middag.
20:00 Testen fortsætter.
Søndag 7. september 2025
9:00 Morgenmad.
10:00 Testen fortsætter.
13:00 Frokost.
15:00 Testen slutter.
15:00 Søren sikrer logningen fra alle Pc’er.
15:10 Vi hjælpes ad med hurtig nedpakning af alt udstyret.
17:00 Nedpakningen slutter og Field-Day 2025 er forbi.
ÆNDRING
På grund af ændringer i vagtplaner, er ni nødt til at flytte Førstehjælpskurset fra den 11/9 til den 18/9.